Sådan går det for mig

Kom med dine egne erfaringer, har du spørgsmål eller kommentarer til det at etablere en sammenbragt familie, kan du gøre det her. Du kan registere dig som bruger, eller gøre det anonymt.

Redaktør: Sia Holm

Sådan går det for mig

Indlægaf Dinemine » man 07. maj, 2012, 11:17

For 3½ mdr siden poppede jeg det man nok ikke skal sige… men nu var nok nok og jeg flyttede. Det faldt ikke i god jord ved ham men det kunne jeg ikke bruge til noget. Jeg havde knoklet og knoklet og ikke en meter havde det gjort et udslag.
Jeg læser stadig på siden og hvorfor jeg gør det kan jeg ikke forklare. Mange ting er sket og hvis jeg troede at det blev nemmere at flytte så har jeg været naiv.
Da jeg fortæller min forældre at nu flytter jeg, går min far og brødre ind og overtager styringen. Det har jeg så måtte sande er noget lort. Men det er så på grundlag af mange andre ting og derfor er jeg startet i terapi. Bare mig og så må vi se hvad det bunder i. Men efter første samtale, hvor terapeuten sad med hånden oppe foran munden og rystede på hovedet kunne jeg godt mærke at mit liv stinker… Alt for meget uro og for lidt respekt fra andre mennesker, især mine forældre, omkring min person.
Desværre har jeg levet hele mit liv i mine mindre brødres skygge og det gør jeg stadig og lige meget hvad så vil de bestemme over mig. De sidste måneder har bestemt ikke været nogen undtagelse.
Jeg havde et voldsomt skænderi med min far sidst i februar omkring penge… og da han fortalte mig at jeg var en møgforkælet tøs fik han lige lukket op for en masse og enden på det døjer vi stadig med. Han har siden været tøsefornærmet og det er bestemt ikke blevet bedre efter at ham jeg flyttede fra har blandet sig.
Grunden til han har blandet sig… tja… efter jeg var flyttet gik der en uge hvor vi ikke snakkede sammen. Vi havde haft en længere samtale den dag hvor jeg flyttede og jeg blev for at snakke lidt. Han var noget træt af det hele og han kom af med en masse galde.
Men der gik en uge og så var han i røret. Han ville godt besøge mig og jeg sagde okay. Han kom af med mere galde og det samme gjorde jeg.
Han sluttede af med at han havde brug for en længere pause. Han ville gerne mig stadig, havde stadig følelser for mig og han ville ikke miste kontakten til mig. Men først efter en pause.
Jeg sagde fint med mig. Jeg havde det lidt på samme måde, trods alt og så gik han.
Der gik 6 dage. Så ringede han og spurgte om jeg var hjemme. Det var jeg og han kom forbi. Vi begyndte så at se hinanden med jævne mellemrum og midt i april blev konklusionen at vi er kærester. Det var noget som ellers var helt uhørt. For i hans verden skulle kærester jo sammen for at være kærester. Men han foreslog det selv.
Suk. På godt og ondt.
Samtaler mellem os har vi haft mange af. Men kæft hvor er det svært.
Her i weekenden var vi hjemme ved ham og hans børn kom. 5 minutter hvor børnene er ude og lege så er vi tilbage til hvorfor jeg fik nok af det hele og i dag… sidder jeg og glæder mig over at vi nok ikke skal ses før på søndag aften… For jeg og mine børn skal nemlig noget lørdag og søndag. Jeg må tilstå at jeg kan ikke sige ja tak til at vi fredag indtager hans hjem fredag for at spise sammen og derefter skal se Disney .
Grunden til han blande sig og min far er sur… jamen jeg er blevet klogere og træt af deres indblanding og underligt nok… så har jeg aldrig blandet mig i mine brødres liv eller peget fingere af dem og alle deres kærester. Jeg har brugt kæresten lidt til at komme af med noget galde og en dag fik jeg endnu en sviner af min ene bror og det blev jeg endnu en gang ked af og da kæresten hører det, blev det for meget for ham. Så han tager kontakt til mine forældre og sikke en gang bøvl.
Ved terapeuten er der fokus på at jeg skal opbygge respekt så mine forældre og brødre forstå det. Men det hjælper ikke meget når min far bliver tøsefornærmet når jeg siger stop… Min far skal ikke sidde og sige til min søn, ”hvis du ikke sidder stille så kan vi ikke være venner mere”… Jeg må erfarer… at sådan har hele min opvækst været. Enten eller og hvor gang jeg har prøvet at gøre noget… har det aldrig været godt nok og jeg mærker en forskel på mellem mine brødre og jeg hele tiden.
Så her sidder jeg og har ondt af mig selv. Jeg er enlig mor til 3 børn mellem 3 og 8½ år. Deres far ser dem ikke. Så jeg har dem 24/7. Jeg bor et sted hvor jeg synes det har været svært at komme ind og skabe bekendtskaber selv om vi har været en del af skole og børnehaven i 2 år.
Min ene bror synes jeg er uansvarlig, mine forældre blander sig i alt og jeg skal finde mig i at min anden bror sviner mig til ud fra ting som han har fået fortalte omkring mit liv… af vores mor. Ja mit liv har været en åben sladder kanal men sjovt nok så er det mig og kæresten som får at vide at vi sladre mest.
Mine forældre bor en time kørsel fra mig og det er måske meget sundt så jeg ikke skal være bange for at de kommer i tide og utide. Jeg savner det område og menneskerne hvor jeg boede sammen med kæresten. Ude på landet og mark skov. Jeg savner også de mennesker og det hus som jeg solgte for at flytte ind ved kæresten… og når jeg så er sammen med kæresten, falder vi lyn hurtigt i samme rille. Hans børn går fri og mine stå forskud.
Så nok var livet i en sammenbragt noget øv til sidst… men som det er nu… så er det mere øv. Og jeg aner virkelig ikke hvad ben jeg skal stå på.
Tidligere i sammenbragt familie på 5 børn og 2 voksne...
Dinemine
 
Indlæg: 263
Tilmeldt: man 15. aug, 2011, 12:13
Geografisk sted: Nær kolding

Re: Sådan går det for mig

Indlægaf Mugungwha » ons 09. maj, 2012, 9:37

Fårk... det er hårdt.... har ikke så meget andet at tilbyde end et knus.
Mugungwha
 
Indlæg: 81
Tilmeldt: tirs 02. aug, 2011, 0:14

Re: Sådan går det for mig

Indlægaf Mor til 2-3 » ons 09. maj, 2012, 10:47

Hej

Jeg synes, du skal starte helt forfra, helt for dig selv - med børnene. Flyt på landet, det er jo det du drømmer om. Dan et liv du gerne vil leve.

"Den bedste måde at forudsige fremtiden på er at opfinde den."

Inviter dine forældre og brødre til en middag, få børnene passet. Og så synes jeg du skal fortælle dem, at du har noget at sige. Skriv dine ord ned på papir - og så giv den gas foran dem. Men lad være med at hidse dig op, lad dem gå, hvis de ikke vil høre på dig. Men gør dem opmærksom på at du har taleretten, og vil tale færdigt før de må afbryde. Det kan godt være at, de vælger at gå. Men så er de heller ikke villige til at hjælpe dig med at ændre dit liv, eller sætte sig ind i din verden.
Eller:
Mon ikke din terapeut vil hjælpe dig med at formulere et brev til hver af dine brøde og far og mor.

Du trænger til at finde dig selv. Det jeg læser er, en pige der aldrig har fundet sig selv, en pige der vil gøre alt for at gøre alle tilpas, men har fundet ud af at det ikke er livet.

Du er ikke klar til at danne en ny familie. Bliv ved med at være kærester - hvis DU har lyst til det. Se ham kun når du har lyst til det. Vær ærlig overfor dig selv, og kend dine grænser.
Det har hjulpet mig meget det sidste år, jeg har også haft nedtur og kender det.

Begyndt at tage med børnene til sport/fritidsinteresser, inviter nogle af deres legekammeraters forældre til middag til Disney, hyg og nyd selskabet. Få en barnepige, og tag selv til sport e.lign noget som glæder dig.
Husk når du er glad, er dine børn også glade. Og så får du det overskud du har behov for.
Mor til 2-3
Mor til 2-3
 
Indlæg: 204
Tilmeldt: lør 21. maj, 2011, 9:29
Geografisk sted: Fyn

Re: Sådan går det for mig

Indlægaf Dinemine » ons 09. maj, 2012, 12:43

Jeg ved godt hvad jeg vil... hvis jeg ikke skulle tage hensyn til andre.

Den sidste samtale ved terapeuten jamen da tror jeg nok at jeg var nået der til at lige nu ja så er vi kærester men jeg kan også mærke at jeg ser frem til at være mig selv nogle dage. Hun fornemmede at jeg befandt mig et sted mellem pest eller kolera.
Nu var vi så hjemme ved ham i går... og jeg tror nok han regner med at vi dukker op fredag, har desværre ikke lige samme plan som ham og da jeg fortalte tearpeuten om det blev hun glad. Jeg skal stå fast og jeg skal sige fra.

For ja det er helt klart det som jeg har gjort hele mit liv. Gjort hvad andre synes jeg skulle og hvis jeg ikke gjorde det godt nok... så prøvede jeg bare igen. En veninde kaldte den opdragelse mine forældre har givet mig for den flinke og pæn pige opdragelse og det er ganske korrekt.

Men mine børn har legekammerater med hjem. Jeg har tit veninder på besøg og vi drikker en masse te. Jeg har også barnepige på og tager i biffen eller andre steder. Jeg har i vinter haft barnepige fast hver onsdag for da var jeg til sport.
Jeg har været i sommer hus i påskeferie med mine børn og vi besøgte alle de mennesker som vi ikke har set i 2 år fordi kærsten ikke mente at det var nødvendigt. Det var min ex-mands familie vi besøgte. Men de mennesker som jeg besøgte var godt for både dem og mig og jeg ved at deres dør er åben lige meget hvornår. Familie forholdet er lidt underligt men det var også lige meget for jeg var deres ....
Vi skal også på sommerferie, hvor jeg har booket en hytte på en camping plads og så skal der storhygges. Bare mig og mine 3 børn.
Tidligere i sammenbragt familie på 5 børn og 2 voksne...
Dinemine
 
Indlæg: 263
Tilmeldt: man 15. aug, 2011, 12:13
Geografisk sted: Nær kolding

Re: Sådan går det for mig

Indlægaf Dinemine » ons 09. maj, 2012, 13:30

Forskellen skinner så meget igennem at min mor ikke kan se at selv mine brødre gør en forskel. På lørdag skal vi til min brors bryllup og det har vi da ventet på i mange år da de har været sammen i 12 år. For få dage siden fik jeg at vide af min mor, som en helt naturlig ting at der var belvet holdt polterabend. Hmm siger jeg... for det havde jeg da ikke hørt eller blevet inviteret til. hverken ved min bror eller svigerinde. Det vidste sig så at min anden bror sørme havde været med. Jeg ved ikke om hans kæreste havde været med ved svigerinden men mon ikke?? men deres søster... hende har vi da ikke lgie tænkt over.
Og så er det jeg tænker... hvorfor hulan er det lige jeg skal tænke på mine forældre og brødre i samme sætning hvor jeg skal tænke på mig selv og mine børn, når de åbenbart ikke tænker på mig?
Hånden på hjertet så gider jeg ikke det bryllup men jeg har 3 børn som har fået lov til at gå brudepiger/svend og de glæder sig ubeskriveligt.
Selv samme bryllup, ville min mor også have at jeg skulle finde på noget underholdning/sang. Men hun blev noget mopset da jeg sagde nej og hun forstod slet ikke mit grundlag. Jeg blev gift med min ex-i 2004. Da var der en enkel tale fra min far og en sang fra mine forældre. Talen min far holdte var ikke særlig lang og min mor har for ikke magne dage siden fortalt at hun havde pisket min far til at hodle den tale... fedt...altså ingen tale hvis hun ikke havde pisket ham.... tak for lort siger jeg bare.
Men da min brødre ikke havde noget med til mit bryllup, kan jeg ikke se hvorfor jeg skal have noget med til dette bryllup. Det skulle chokere mig voldsomt hvis den andne bror har noget med og hvis han har.... så kan min far sgu skrive mig som arveløs var det den familie.... :evil:
Tidligere i sammenbragt familie på 5 børn og 2 voksne...
Dinemine
 
Indlæg: 263
Tilmeldt: man 15. aug, 2011, 12:13
Geografisk sted: Nær kolding

Re: Sådan går det for mig

Indlægaf Mor til 2-3 » tors 10. maj, 2012, 7:55

Er rigtig glad for at høre at det går fremad, og du skal på camping med dine børn. Det lyder bare så godt.
Og det med brylluppet, jeg er målløs. Så her har du min fulde forståelse også.

Held og lykke
Mor til 2-3
Mor til 2-3
 
Indlæg: 204
Tilmeldt: lør 21. maj, 2011, 9:29
Geografisk sted: Fyn


Tilbage til Den sammenbragte familie

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte brugere og 12 gæster